Vigtige KPI’er for webshops

Efter at have drevet webshop i over 7 år, har vi efterhånden sat meget struktur på tingene. En af de ting er vores KPI’er. Det vil sige Key Performance Index. Det er basalt set de tal der fortæller os om vi klarer os som vi skal.

Vi bruger et program der hedder klipfolio til at vise disse tal på en fladskærm som sidder i de forskellige rum på vores kontor. Det giver et overblik over hvordan virksomheden går, og giver alle medarbejdere indsigt.

KPI’er
Vi kører udfra de gængse KPI’er, omsætning og db som jeg vil tro at langt de fleste kører på. Omsætninger trækker klipfolio fra analytics og db bliver trukket fra et google docs ark der trækkes automatisk ud af vores shop. Vi gjorde det tidligere som en beregning hvor vi bare brugte vores dækningsgrad til at beregne DB 1. Derudover arbejder vi med følgende KPI’er:

– Markedsføringsomkostninger fordelt på de forskellige områder vi bruger. Trækkes gennem adwords via klipfolio.
– Fragtomkostning (Antal ordre ganget med vores gennemsnitlige fragtomkostning – fragtindtjening fra analytics.)

Sammenligning
Der hvor kpi’er bliver brugbart, er i sammenligningen. Alle ovenstående tal sammenligner vi på dagsbasis med samme dag for 7 dage siden. Derudover summer vi tallene på månedsbasis og sammenligner med forrige måned. Til sidst gør vi så på månedsbasis men for hele året i en graf hvor vi kan se hvordan vi er i forhold til sammen måned året før, og hvordan vi er forhold til budget.

Vanity eller reel værdi
Jeg tror egentlig i starten at det primært var vanity, altså at vi synes det var fedt at vi havde en fladskærm med vores omsætning på. Henover tiden er det dog blevet et vigtigt værktøj i hverdagen til at sikre at vi er på rette vej. På sigt vil vi helt sikkert integrerer nogle flere KPI’er såsom respons tid på kundeservice, antal pakkefejl og lignende.

Jeg vil dog sige at i første omgang har det været vigtigt at få skabt økonomisk overblik på dagsbasis. Det betyder alverden at have 100% styr på om man tjener penge, og helst hver eneste dag.