2018 – Et vildt år

Så er jeg ved at være igennem 2018 – nok det hårdeste år i de 12 år jeg har drevet Firtal. Men samtidig et år der har slået alle rekorder der er mulige at slå. Et år der har givet en ny partner til Firtal, og ikke mindst et år som har lært mig sindsygt meget.


Året startede i Firtal hårdt ud med den bedste måned nogensinde i januar, hvor vi fik testet en masse systemer og hvordan vi var klar til at skalere efter opkøbet af Jala-helsekost som blev gennemført i Oktober 2017. Vi var klar, men der lå en masse læringer og optimeringer, som vi har kunne implementere senere i vores forretning, og lad os sige det sådan, Januar er på ingen måde er en rekord måned længere. Det har været et stærkt vækst år.

Derudover har vi i 2018 været i en lang process med at finde den rigtige partner til vores fremtid for virksomheden. Vi lykkedes heldigvis med at finde den helt rigtige partner, og er allerede kommet godt igang sammen med dem. Vi skal fortsætte med at gøre det vi hele tiden har gjort, men samtidig finde så mange synergier vi kan i det nye setup. Det er en spændende, men også krævende process, hvor det ligger vanvittigt mange læringer.

I forhold til hvordan det er personligt at få en partner ind, kan jeg godt afsløre at det er en forandring fra at have været selvstændig i 12 år. Men samtidig er Firtal en virksomhed bygget på en kultur af læring, og det må man sige at vi får i det nye setup. Vanvittigt meget læring fra en god og stærk partner.

Derudover er det selvfølgelig noget specielt at sælge sin virksomhed, noget som udefra set ligner den ultimative succes, og måske også er et skridt på vej mod det. Det er ihvertfald et stort kadeau til virksomheden og teamet at en så stor virksomhed ser kvalitet i det vi har lavet. For mig er det faktisk den del der giver mig mest glæde, at vi og teamet har bygget noget andre ser en værdi i. Det lyder åndsvagt, jeg ved det, men ikke desto mindre er det det vigtigste ting i dette. Vi har bygget noget, vores nye partner, ser en stor værdi i, og det slår alt andet. Salgssum, afkast og alt det andet er sekundært i forhold til dette. Det være sagt, så giver det selvfølgelig en personlig frihed man ikke har haft før. Men indtil videre tror jeg ikke helt den følelse har ramt mig, det er ikke noget jeg kan mærke i min hverdag. Jeg skal stadig skifte bleer hver dag, og ungerne står stadig tidligt op.

Så alt i alt har 2018 været et godt år, men også et år hvor jeg er blevet 37, er måske ikke helt ung længere. Men også et år hvor man skal være taknemmelig for at have drevet virksomhed i 12 år med nogle vanvittigt dygtige mennesker, der har været omkring 300 mennesker ansat i Firtal i de 12 år. Det er fedt at kunne sige at de alle sammen har haft en stor betydning for at Firtal blev en succes, fra direktøren til lagermedarbejdere, alle har været vigtige. Men det aller fedeste er at kunne sige at vi har teamet som nu og i fremtiden kan skabe endnu mere success, og at vi stadig holder fast ved vores kultur og hvert år sørger for at uddanne elever, og tager 10-20 praktikanter hvert år. En stor del af vores ansatte i dag har enten været i praktik eller været elev hos os.

Jeg ser frem til et 2019 hvor vi i samarbejde med Matas skal vækst forretningen endnu mere, og udnytte vores nye partner til at give os endnu mere læring.