Jesper Hvejsel

Alt det andet ral

Hvorfor er jeg iværksætter?

En af de ting jeg selv oftest overvejer, er hvorfor jeg egentlig er iværksætter. Det er jo et simpelt spørgsmål i virkeligheden, det er jo fordi jeg var uvidende nok til at tro på at jeg rent faktisk kunne lykkedes til trods for det overvældende antal fakta der pegede i den modsatte retning. Der er dog et helt lag underneden som nok er de mere grundlæggende og meget personlige grunde til at jeg er blevet iværksætter, eller at jeg ikke kunne lade være. Dem vil jeg forsøge at gennemgå efter bedste evne.

Arvesølvet

Jeg tror meget på at man bliver påvirket af arv og miljø, og ved på egen krop at personlighed og evner oftest kommer udfra egen familie. Hvis jeg skal kigge på min egen familie i en iværksætter kontekst, så kan jeg ihvertfald tegne et rart klart billede af hvorfor jeg er som jeg er.

Min mor er et meget kreativt menneske, og en af de ting jeg husker klarest fra min opvækst er at der umuligt kan være en hobby som hun ikke har prøvet, og ikke en forretningsmulighed som ikke er afprøvet. Hun har haft stor succes med nogen, og andre projekter mindre succes, men hun bliver ved med at prøve. Jeg tvivler på at hun har gjort disse ting for at tjene penge eller skabe noget stort. Det er snarere fordi hun ikke har kunne lade være. Hun har haft en nysgerrighed i forhold til at lære nye ting konstant og hele tiden prøve nye ting. Det er så absolut noget jeg kan se i mig selv. Jeg kan ikke se et nyt tool omtalt på twitter uden at afprøve det, og en ide der bare lugter lidt af noget nyt skal da prøves af. Jeg har helt klart arvet den kreative del fra min mor.

Min far har lige så længe jeg kan huske været iværksætter, og det har helt sikkert haft en omkostning i forhold til den tid han har kunne bruge hjemme. Det sjove er dog at min primære erindring fra mit barndomshjem går på at min far arbejdede meget, men at jeg selv som meget lille var klar over at det var fordi han var selvstændig. Han har også lavet mange forskellige ting, men har i højere grad været kommercielt orienteret. Det er nok også derfor at jeg som 10 årig, allerede definerede min drøm om at blive millionær inden jeg var 30.

Hans personlighed er meget mere entrepreneur end min mors. En god entrepreneur kan sagtens være kreativ, men oftest er de mest succesfulde mere fokuseret omkring at få tingene ud over rampen og har en større mængde af ansvarlighed og det her skal simpelthen lykkedes. Det er klart den del af min personlighed jeg har arvet fra min far.

Uddannelse

Jeg er nok faktisk lidt over uddannet i forhold til hvad jeg egentlig har evnerne til. Jeg har dog været heldig og “kreativ”, og er på den måde lykkedes med at få en cand.merc. i strategi organisation og ledelse. Men den er faktisk langt hen af vejen uinteressant i forhold til hvorfor jeg blev iværksætter. Uddannelsen havde dog en helt anden og enorm vigtig effekt på starten.

Jeg startede Made4men.dk imens jeg læste cand.merc – og var på den måde finansieret med SU. Det gav mig muligheden for at arbejde 70-80 timer om ugen, og arbejde sådan i 3 år uden at få løn. Det havde ganske simpelt ikke kunne lade sig gøre uden SU. Det er det bedste tidspunkt at starte virksomhed. Jeg har dog taget nogle læringer med fra mine forskellige uddannelser som jeg bruger til daglig.

Fra HA’en har jeg helt klart lært en masse omkring økonomistyring, og det kommer dagligt mig til gode. En af de ting jeg fortryder er at jeg ikke var bedre til statistik, jeg er blevet bedre efter, men for satan jeg gik glip af noget guld der.

Druk

Ja, hvem skulle have troet at druk kunne have en positiv indvirkning på at starte virksomhed. Men faktisk startede jeg en af mine første virksomheder, tenderz (udlejning af bartendere) i 2006 med Sandra Marquardsen (Hun er i øvrigt i dag både snart advokat og iværksætter med restaurant kæden köd). En ide vi fik mens vi stod i bar på Paddys i Horsens. Men det er kun en af de positive erfaringer druk har skabt mig, faktisk er den vigtigste ting druk har kunne bidrage med, Netværk.

Jeg arbejdede i stort set hele min studietid i klubben på handelshøjskolen, jeg var DJ. Det gjorde at jeg til trods for at jeg stort set ikke deltog i studiet, opbyggede et fornuftigt netværk og fik udfyldt det behov alle har for at omgåes andre mennesker. En ting der ikke er nemt når man er iværksætter. Det gjorde også da jeg sad i klubben og brugte alt for mange timer på at kode vores første oscommerce shop, at der altid var nogen jeg kendte omkring mig, og altid et opmuntrende klap. Jeg vil sige at det er måske det allervigtigste jeg har fået med fra min studie tid. Netværk gennem druk.

Personlighed

Alt den ovenstående er noget der bygger min personlighed som den er i dag, så fejlbarlig som den nu er. En af mine fejl er helt klart at jeg ikke selv har selvdisciplinen til at gøre tingene, jeg skal simpelthen skylde nogle andre mennesker at lykkedes med det jeg laver. Når jeg gør det øger jeg min chance for success ganske betragteligt, hvis ikke så er mig selv den jeg har snydt oftest.

Jeg har været mere igennem som iværksætter de sidste 10 år end jeg nogensinde havde troet jeg skulle komme igennem, og det bunder nok alt sammen i den tanke jeg havde som lille dreng om at jeg skulle være millionær, men jeg har efterfølgende analyseret mig frem til at det for mig slet ikke handler om pengene. Det handler i langt højere grad om følgende:

– Om at lave noget man synes er sjovt hver eneste dag.
– Om at lære noget hver eneste dag. Denne er for mig den allervigtigste.
– Om at udfordre sig selv og være kreativ.
– Om at blive en bedre version af mig selv hver dag.

Jeg tror i virkeligheden de 4 oversåtende er grundlaget for at jeg er iværksætter. Jeg kan simpelthen ikke være glad hvis mit job eller mit liv ikke opfylde de 4 ting.


  • Allan Vincentz

    Tak for et godt og ærligt indlæg, som giver stof til eftertanke!